Solvognen
Èt af Danmarks mest kendte nationalklenodier, Solvognen, blev fundet i Odsherred i begyndelsen af 1900-tallet.

Danmarks fineste bronzealdergenstand, Solvognen, dukkede i september 1902 op under en førstegangs-pløjning i Trundholm Mose syd for Højby i Odsherred.
Solen blev i oldtiden betragtet som Gud, og denne blev tilbedt ved ceremonier og ofringer. Solvognen er et sådant offer fra den ældre bronzealder ca. 1300 før Kristi fødsel og er dermed fra en tid, hvor man stadig troede, at jorden var flad, og at solen blev trukket hen over himlen af hjælpere, hvoraf én var hesten.

Se også: Besøg Solvognens Fundsted
Oplev en tro kopi
En flot kopi af Solvognen er udstillet på Odsherred Museum i Nykøbing Sjælland.
Den originale Solvogn, der betragtes som enestående i sin art i hele verden, er udstillet på Nationalmuseet i København. Den ene side af den ægte Solvogn er belagt med guld for at vise dagen, mens den anden side er mørk for at vise solen om natten.
Værd at vide: Solvognen er foruden at være et af Danmarks mest kendte nationalklenodier også et af de ældste danske kunstværker, vi kender til - og en del af den danske Kulturkanon.





